
Single i en coronatid
De færreste synes, at det er rart at være afskåret fra omverdenen under en corona-lockdown med lukkede restauranter, hjemmearbejde og bobler på fem. Men er du single og bor alene kan situationen i min optik være ekstra frustrerende, fordi du gennemgår den alene. Der er særligt to udfordrende forhold. For det første lurer ensomheden, når man fysisk er afskåret fra omverdenen i lange perioder og heller ikke deler hverdagen med nogen. For det andet er det rigtig svært at møde en kæreste, når man ikke må se nye mennesker.
Dertil kommer, at jeg oplever, at singler har tendens til at arbejde mere end andre, nu verden er delvist lukket ned. De giver udtryk for, at der er færre grunde til at stoppe med at arbejde, når der ikke er venner at mødes med eller steder at tage hen.
”Jeg arbejder hele tiden. Fritid og arbejdstid flyder sammen, og jeg glemmer at stoppe.”
Anonym single
Gode råd til dig som er single
Når man er single, kan man hurtigt få oplevelse af, at alle andre er i et parforhold, men det er langt fra tilfældet. Omkring 1,2 millioner danskere bor alene, og ca. 50% af alle unge i tyverne er singler. Alligevel har denne store gruppe være overset i samfundsdebatten omkring corona. Det til trods for, at jeg oplever, at denne gruppe på mange måder har været lige så udfordret som pensionister og skolebørn.
Jeg har formuleret en række gode råd til, hvordan du kommer igennem 2. bølge som single.
- Accepter at situationen er svær
Det lyder enkelt at acceptere, at situationen er svær, men det kræver øvelse. Vi skal finde viljestyrken frem og lytte til sloganet, der hænger rundt på byens plakatsøjler og siger ”hold ud”. Vi skal appellere til det voksne i os selv og huske på, at coronaen har sin tid, og at der kommer en tid efter. Denne tilstand er ikke permanent. Det kan desuden være utrolig gavnligt at finde ro med beroligende musik eller meditative vejrtrækningsøvelser (få dem tilsendt gratis ved at skrive til kontakt@jeanettesander.dk). Det har en direkte indvirkning på det parsaympatiske nervesystem, som gør, at vores hjerterytme, blodtryk og åndedræt bliver roligere og vores mentale aktivitet reduceres.
- Lav alliancer med andre singler
Der er mange andre i samme situation som dig. Ræk ud til dem, lav grupper, kontakt hinanden. Lav fx aftaler om at ringe eller skrive sammen fast. Selvom man godt kan lide sit eget selskab, så er det noget andet, når det ikke er selvvalgt – og derfor opfordrer jeg til, at man rækker aktivt ud i højere grad end normalt.
- Mød en kæreste på nye måder
Hvis du gerne vil have en kæreste, er det svært at mødes ansigt til ansigt på traditionel vis lige nu, men jeg ved, at mange af jer har løst det via Zoom-dates, gå-dates og andre kreative forslag. Det bliver anderledes end det plejer, men hvem siger, at ”plejer” er den bedste måde at møde nye mennesker på. Det kan føles påtrængende at række ud til andres bobler. Så hjælp dig selv ved at fortælle andre, at du altid bliver testet inden, at I skal ses.
”Jeg har oplevet lidt af en nedsmeltning. Jeg savner musik og at gøre ting sammen. Jeg har indset, at jeg er super afhængig af fællesskaber, som corona har afskåret mig fra.”
Anonym single
- Brug naturen
Prioriter at komme udenfor hver eneste dag. Brug naturen. Det er godt for helbredet, både det mentale og det fysiske. Naturens rum åbner op for nye muligheder at være sammen på og giver os anderledes oplevelser Den begrænsede mulighed for at rejse har desuden gjort, at vi har genopdaget vores eget land, og det oplever jeg, mange sætter pris på. Tak for det, corona.
- Læg planer for fremtiden. Revurder dine prioriteter
Hvor tit har man tid og mulighed for at revurdere sine prioriteter og plads til selvrefleksion? Nu har du den, og jeg opfordrer til, at du laver en ny prioriteringsliste i forhold til, hvad der er vigtigst i livet for dig. Krise betyder faktisk vendepunkt på græsk, og netop pandemien sætter tingene i perspektiv.
”Jeg er uden børn hver anden uge, og den uge er lang. Jeg er ikke i andre voksnes boble”
Anonym single
Kontakt psykoterapeut Jeanette Sander. Jeanette Sander tilbyder bl.a. parterapi, Walk & Talk og individuel terapi.