Pia havde en betroet stilling som IT-specialist i en international transportvirksomhed, da hun blev ramt af stress. Hun havde været i firmaet i ni år og var glad for både arbejdsopgaver og kollegaer. Men så fik hun nye chefer. Det ændrede alt.

”Da min nærmeste leder fik ny chef, fik jeg kort efter besked på, at jeg skulle møde ind på kontoret hver dag, til trods for at der var gode grunde til, at jeg arbejdede hjemme en del af tiden. En af årsagerne var en dårlig skulder, som i en periode gjorde det svært for mig at køre i myldretrafikken grundet de mange gearskifter, en anden var at min kæreste tilhørte højrisikogruppen i forhold til corona. Da alle mine nærmeste kollegaer sad i udlandet, og dialogen alligevel var virtuel, havde min daværende nærmeste leder, der i øvrigt selv sad i Polen, sagt, at det var helt i orden med hjemmearbejde. Men den holdning ændrede sig drastisk med den nye leder. Når jeg spurgte til ændringen, fik jeg ikke nogen reel forklaring kun besked på, at ”det ville de bare gerne ha’”

Tonen var hård

Meget hurtigt blev stemningen en anden i afdelingen. Kemien var dårlig. Ikke kun i forhold til mig. Min daværende nærmeste leder sagde op, andre fulgte efter, og jeg havde pludselig to nye chefer, der kendte hinanden i forvejen. Det første, de afskaffede, var fleksibiliteten. Eller det vil sige fleksibiliteten for mig, for de forventede omvendt, at jeg stod til rådighed langt udover min nominerede arbejdstid. Fleksibiliteten gik altså kun en vej. Hvor jeg før havde kunnet arbejde forskudt, hvis jeg fx havde en dialog med nogen i en anden tidszone, skulle jeg nu være ved mit skrivebord i kontortiden, og måtte ikke registrere overarbejde. Når jeg spurgte, hvordan jeg så skulle tale med en leverandør i Asien eller USA, hvilket typisk var uden for almindelig kontortid, fik jeg at vide, at mødet ikke kunne være vigtigt nok, siden jeg ikke ville bruge min egen tid på det. Jeg følte mig ikke hørt eller forstået, snarere tromlet ned. Da jeg prøvede at forklare, at min skulder ikke kunne klare transporten i myldretiden, fik jeg at vide, at det ikke var hendes problem. Tonen var meget hård.

Hun bad mig lyve

I den efterfølgende periode rettede jeg ind, gjorde som hun sagde. Jeg spillede efter hendes regler og stoppede med at deltage i møder uden for den fast definerede mødetid. Det var tydeligt, at hun ikke anede, hvad mine opgaver gik ud på, eller hvem det var, jeg havde dialog med rundt om i verden. Men jeg bøjede af og ville ikke være besværlig. Om hun fornemmede min modvilje, ved jeg ikke, men hun besluttede nu, at jeg skulle sidde lige mellem hende og den anden chef. Det føltes som om, jeg skulle overvåges. Desuden begyndte hun at forlange, at jeg tav om ting og direkte løj om projekter, tydeligvis for selv at fremstå bedre. Det nagede mig afsindigt, for jeg er en meget ærlig type. Vi havde altid talt åbent sammen i afdelingen. Det var helt slut nu.

Jeg havde en række såkaldte en-til-en møder med hende, hvor jeg gik rystet derfra og tænkte: Sagde hun virkelig det? Det var sætninger som ”tror du virkelig, du er i stand til at klare jobbet.” Det slog mig helt ud af kurs, for det var jo et job, jeg havde mestret i ni år, inden hun kom.

Hun gik efter mig

Min oplevelse var helt klart, at hun gik efter mig. Jeg er meget pligtopfyldende og struktureret, men også åbenmundet. Typen, der stiller spørgsmål, og jeg tror, at hun følte sig udfordret. Når jeg kom hjem efter en af vores samtaler, begyndte jeg at tvivle på mig selv. Jeg troede, at jeg havde hørt forkert, overfortolket hendes stikpiller, så jeg begyndte faktisk at optage vores samtaler. Det var først, når jeg afspillede samtalerne igen, at jeg rent faktisk begyndte at forstå, at det ikke var indbildning. Hun sagde vitterlig nogle meget ubehagelig ting.

Samtidig kom hun med utrolig mange opgaver, langt flere, end det var realistisk at nå, og hvis jeg så bad om en prioritering eller spurgte til, hvilke opgaver, der så ikke skulle laves, tromlede hun bare igennem. Alt skulle laves. Og hvis ikke, var det et udtryk for modvilje.

Det tærede på mig

På få måneder gik min arbejdssituation fra fantastisk til frygtelig. Det tærede på mig. Jeg fik ondt i maven. Kunne ikke sove om natten. På jobbet blev jeg indelukket og talte ikke længere med kollegaerne. Jeg prøvede igen og igen at tale med hende, men hun ville bare lægge låg på. Særligt de ting, hun bad mig lyve om, fyldte. Jeg forsøgte at gå til en chef højere oppe, men det var ikke deres bord. Måske har vedkommende alligevel sagt noget, for hun indkaldte mig pludselig til en samtale, og jeg foreslog imødekommende, at vi trak en streg i sandet og så fremad. Hun indvilligede men forlangte samtidig, at vi ikke talte om problemerne med andre. Igen afkrævede hun mig tavshed og fortielse.

På nuværende tidspunkt begyndte mine kollegaer at blive bekymrede. De kunne se, at jeg var helt forandret. Jeg havde mange fysiske tegn på stress, men jeg ignorerede dem. Og hun blev ved og ved med at give mig ekstra opgaver. Da jeg prøvede at skrive mine opgaver op på en tavle for at høre, om nogen af dem kunne droppes, ignorerede hun mig, men tilføjede i stedet flere til tavlen. Så jeg gik fra mødet med endnu flere opgaver. Hun udtrykte klart, at når jeg ikke nåede mine opgaver, var det fordi, jeg ikke havde lyst. Hun lyttede aldrig.

Jeg kunne ikke mere

Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg lagde mig syg, og kort efter kontaktede hun mig og spurgte: ”Kommer du i morgen? Det kunne jeg ikke svare på, men jeg fik fat i min læge for at sygemelde mig korrekt. Jeg fik en sygemelding på tre uger og blev tildelt noget stresshjælp. Desværre blev jeg nødt til at ringe til hende om noget, og til min overraskelse var hun pludselig utrolig sød. Min tolkning er, at hun havde talt med HR og var blevet nervøs.

Under min sygemelding begynder jeg hos psykoterapeut Jeanette Sander. Hun hjælper mig med at indse, hvor medtaget jeg i virkeligheden er. Jeg havde jo galopperende stress med en masse fysiske stress symptomer. Via samtalerne bliver jeg klogere på det forløb, jeg har været igennem med min nye chef. Jeg får nye indsigter om mig selv og hende. Det står lysende klart, at den tavshed hun har aftvunget mig, kun er i hendes interesse. Jeanette lyttede og gav mig sparring, så jeg bevægede mig fremad, tilegnede mig nogle værktøjer og fik det klart bedre med hendes hjælp.

Jeg kom videre

Nu var jeg klar til at starte igen, men jeg blev nødt til at bede om at få en ny chef. Det ville de ikke give mig. Til sidst blev det rodet: jeg blev fyret, så trak de opsigelsen tilbage og endte alligevel med at fyre mig. På det tidspunkt var jeg dog nået frem til den erkendelse, at jeg måtte skifte job. Det blev desværre et bittert farvel til en arbejdsplads, jeg ellers havde været rigtig glad for.

Heldigvis var der andre, som meget gerne ville have mig. Jeg fik omgående job i en stor og internationalt anerkendt koncern. Det var en kæmpe optur oven på nogle hårde måneder. Alligevel tror jeg, at en del af mig altid vil undre sig over, at der ikke var nogen, som greb ind. Ingen, der stoppede det, selvom jeg forsøgte at italesætte problematikkerne over for flere parter, der havde mulighed for at gribe ind. Jeg nåede at runde ti år i virksomheden, men det blev ikke på den måde, jeg havde håbet.

Pias gode råd:

• Lyt til dig selv!
• Lad være med at tvivle på dig selv. Hold fast i din egen vurdering
• Overse ikke faresignaler som dårlig søvn, dårlig mave mm. Det kan være stress
• Få hjælp. Søg støtte
• Isoler ikke dig selv fra kollegaer
• Hop ikke med på chefens version. I har muligvis ikke fælles interesser

Note: Artiklen er lavet i samarbejde med Pia, som har også har godkendt ordlyden.

Brug for hjælp?

Stress? Jeanette Sander tilbyder målrettede, effektive og nænsomme forløb, der modvirker stress. Jeanette Sander tilbyder desuden Walk & Talk og individuel terapi.