EN FORTÆLLING OM ANGST

Angst
CASE OM ANGST

"Jeg anede ikke, at det var angst!"

Sara var skolelærer på attende år, da hun blev ramt af angst. På det tidspunkt anede hun dog ikke, at det var angst.

”Jeg havde en smerte i min venstre arm. En smerte, der strålede ud, og som hele tiden var der. Kun når jeg sov, forsvandt den. Hvis jeg prøvede at fokusere på den, analysere den, blev det meget værre. Og jeg blev bange. Bange for at dø. Tænk, hvis det var noget alvorligt: et begyndende hjerteanfald eller brystkræft? Smerten og tankerne fyldte mere og mere.”

Sara gik til sin læge. Og lægen spurgte, om hun var stresset.

”Jeg kunne ikke rigtig kæde smerten sammen med mit arbejde. Jeg var glad for mit job, men der havde selvfølgelig været mange opgaver. Det måtte være stress, konkluderede jeg, og prøvede at tage det roligere.”

Det blev værre og værre

Alligevel fik Sara det ikke bedre. Tankerne fyldte mere. Og hun gik til lægen igen.

”Jeg syntes, at det lød forkert med stress. Jeg vidste nok inderst inde, at det var noget andet, men jeg havde svært ved at sætte ord på det. Jeg var dog klar over, at jeg blev nødt til at få noget hjælp. Det endte med, at jeg sad og græd hos lægen. Jeg kunne ikke genkende mig selv.”

Sara blev sygemeldt. Alle var stadig overbeviste om, at det var stress. Efter at have været sygemeldt i halvanden måned, havde Sara kun fået det marginalt bedre, men hun gik alligevel tilbage på arbejde.

”I dag kan jeg se, at jeg slet ikke var klar. Men jeg var meget opsat på, at folk ikke skulle tænke, at jeg var skrøbelig eller en besværlig kollega. Så jeg tog tilbage på arbejde og prøvede at klare mig igennem.”

Og så invaderede Putin Ukraine.

Ramte nulpunktet

”Jeg sad med min mand og så nyheder om krigen. Pludselig blev jeg meget urolig. Bange! I de følgende dage kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om krigen ville ramme mine børn, min mand, mig selv. Hvordan ville krigen udvikle selv? Ville hele verden gå op i flammer?”

Billederne i Saras hoved blev værre og værre. Hun prøvede at tale med andre om det. Hun vidste godt, at det var irrationelle tanker, men de var så sorte og stærke, at de tog over.

”Pludselig en dag bryder jeg helt sammen. Jeg græder, jeg ryster, jeg sover ikke. Nu ved jeg, at det var et slemt angstanfald. Dengang anede jeg ikke, hvad der foregik. Tankerne blev ved og ved. Jeg turde ikke kigge op på himlen, for tænk nu hvis der var et krigsfly. Jeg var bange for, at jeg og mine børn ville blive hentet og sendt i en lejr. Det var frygteligt, og jeg var samtidig bange for konsekvenserne af mine tanker. Var jeg ved at blive sindssyg?”

Vendepunktet

Sara gik til lægen igen. Denne gang havde hun fået en ny læge, som foreslog en ny sygemelding og noget professionel hjælp. Det blev et vendepunkt at tale og sparre med en professionel terapeut.

”Til den første samtale med Jeanette, min psykoterapeut, kom jeg med løsningen på mit problem: min far drak, og jeg var en pleaser. Det skulle vi lige fixe, så ville alt blive bedre. Jeanette fik mig heldigvis beroliget, og jeg begyndte at indse, at det var angst, der havde ramt mig. Jeg fik et blik for angsten og dens mekanismer, jeg ikke havde før, gennem terapien.”

I starten blev Sara dog nødt til at få noget angstdæmpende medicin. Hendes angst var simpelthen for stor.

”Jeg troede naivt, at hvis jeg fik noget medicin og noget terapeutisk hjælp, så ville jeg hurtig være tilbage på jobbet. Det tog lidt længere tid, men mine kollegaer var meget forstående. De vidste godt, at det ikke var pjæk. Dermed kunne jeg fokusere på mig selv og på at få det bedre via den indsigt, samtalerne med Jeanette gav.”

Jeg begyndte at forstå angsten

Sara havde længe svært ved at forstå omfanget af sin angst.

”Når krigen i Ukraine stopper, så bliver det godt igen. Når jeg forstår, hvad der er ”galt” med mig, så bliver jeg normal igen. Til sidst erkendte jeg, at det var noget mere, noget dybere. Samtaleterapien hjalp mig til en ny indsigt.”

I første omgang fik Sara kontrol med den værste angst via medicin og nogle nye mentale værktøjer, og efter et stykke tid, var hun klar til at se på angsten i et større perspektiv. Hun betragtede på sit liv med nye øjne.

En barndom på dupperne

”Min barndom var fin, det meste af tiden. Jeg boede hos min mor, som var meget omsorgsfuld og passede godt på mig. Men min far drak, og når jeg besøgte ham, kunne han blive meget hidsig uden grund. Så jeg var meget på dupperne i min barndom. Der kunne ske noget pludseligt og uventet, og det indlejrede sig i mig, uden at det blev italesat. ”

”Opvæksten med en uligevægtig far har gjort, at jeg er blevet bange for konfrontationer, og jeg er en pleaser. Jeg har det svært, når nogen hæver stemmen, og barnet i mig har tendens til at mene, at det er min skyld. Desuden kan jeg nu, i bagklogskabens ulidelige klare lys, se, at jeg generelt var mere ængstelig end andre, da jeg voksede op. Jeg var en ”bangebuks”. Det har folk altid grint af, inklusive mig selv. Jeg var bange for at gå hjem alene. Bange for at flyve. Jeg håndterede angsten ved at lave små ritualer. Ting jeg skulle sige og gøre for at sikre mig, at det gik godt. De følelser blev grobunden for angsten.”

”På samme tid var jeg også en person med et stort overskud. Jeg hjalp andre. Det var altid mig, der støttede og havde det gode råd. Og nu stod jeg for første gang i en situation, jeg ikke kunne fixe. Ikke uden at få hjælp, men heldigvis turde jeg række ud og tage imod den hjælp, jeg fik.”

Min egen bedste ven

I dag er Sara tilbage på arbejdspladsen. Hun har valgt at være åben omkring sin situation, og der er blevet taget godt imod hendes åbenhed. Hun vil gerne være med til at nedbryde tabuer.

”Da jeg kom tilbage, fortalte jeg åbent, at jeg havde angst. På den måde blev det afdramatiseret for både mig og andre. Der var ikke noget, vi skulle danse forsigtigt rundt om.”

Sara har lært at leve med sin angst.

”Jeg er stolt af mig selv. Jeg er blevet skidegod til at lytte til mig selv. Til at trække mig på jobbet, når jeg kan mærke, at jeg skal have lidt ro. Til at forstå min angst og leve med den. Jeg har lært at være min egen allerbedste ven.”

Note: Sara har godkendt denne artikel.

Saras gode råd

  • Få professionel hjælp. Angsten er stærkere end dig
  • Læs bøger om angst. Det er en kæmpe øjenåbner. Læs dem gerne flere gange. Sara anbefaler ”Grib livet, slip angsten”
  • Husk angsten ikke er dig. Det er en sygdom
  • Angst er voldsomt, men husk, at der er en vej igennem
  • Lær din angst at kende, tillær dig nogle værktøjer, du kan bruge
  • Husk at stoppe op. Husk at føle efter.

Det terapeutiske forløb:

Sara har gennemgået et behandlingsforløb hos psykoterapeut og stresscoach Jeanette Sander. Forløbet bestod af regelmæssige sessioner i de første ti uger, og herefter blev der længere mellem sessionerne i takt med at Sara fik det bedre. Dette forløb har været kombineret med medicinsk behandling og en længerevarende sygemelding.

Hvor mange har angst?

Angst er den mest almindelige psykiske lidelse, hvor 350.000-400.000 voksne danskere har symptomer på angst. Kilde: Psykiatrifonden

Brug for hjælp?

Jeanette Sander tilbyder målrettede, effektive og nænsomme angstforløb. Jeanette Sander tilbyder desuden stresscoaching, Walk & Talk og individuel terapi.